1319 København K
Lejens størrelse i udlejet ejerlejlighed
I brev af 28. december 2010 har udlejer indbragt ovennævnte afgørelse.
Huslejenævnets afgørelse er indbragt for ankenævnet efter boligreguleringslovens § 44, stk. 1. Sagen blev indbragt for huslejenævnet af lejer og huslejenævnet behandlede sagen efter lejelovens § 106, nr. 1 sammenholdt med boligreguleringslovens § 29 c.
Ankenævnets afgørelse:
Ankenævnet har vedtaget at stadfæste huslejenævnets afgørelse. Dette medfører, at den godkendte leje udgør 73.500 kr. svarende til 1.050 kr. pr. m² (dissens). Den godkendte leje inkluderer inventar. Herudover skal betales a conto varmebidrag.
Lejenedsættelsen har virkning fra 1. september 2009. Udlejer har pligt til at tilbagebetale den for meget betalte leje med tillæg af renter efter renteloven fra betalingstidspunkterne.
Der henvises til reglerne i lejelovens § 113 a, jf. bilag. Tilbagebetaling af for meget betalt leje, depositum og forudbetalt leje samt renter efter 1. oktober 2011 anses som en overtrædelse af disse bestemmelser.
Huslejenævnets afgørelse:
Huslejenævnet har nedsat lejen fra 111.600 kr. svarende til 1.594 kr. pr. m² til 73.500 kr. svarende til 1.050 kr. pr. m². Lejeaftalen inkluderer møbler.
Lejenedsættelsen har virkning fra 1. september 2009.
Efter gennemgang af det indsendte materiale samt en drøftelse af indtrykkene fra besigtigelsen finder nævnet, at lejen væsentlig overstiger den leje, der betales for et tilsvarende lejeforhold med hensyn til beliggenhed, art, størrelse, kvalitet, udstyr og vedligeholdelsestilstand, hvor lejen fastsættes efter reglerne i boligreguleringslovens kapitel II-IV, herunder § 7, jf. kriterierne i § 29 c.
Flertallet har vedtaget at nedsætte lejen til 1.050 kr. pr. m², hvilken lejen efter flertallets skøn svarer til det lejedes værdi efter de nævnte kriterier i boligreguleringslovens § 29. Et medlem stemte for alene at godkende en leje på 800 kr. pr. m².
Nævnet har på besigtigelsen konstateret, at lejemålet opvarmes med fjernvarme. Der er termoruder i badeværelset og forsatsruder i resten af lejemålet bortset fra i køkkenet, hvor der er enkeltlagglas. Køkkenet er moderniseret i 2005 for ca. 200.000 kr. Der er indbygget stålkomfur, opvaskemaskine i stål, emhætte og køle/fryseskab i stål. Bordpladen er specialimporteret træ. Badeværelset er moderniseret med fliser på gulv og vægge. Der er toilet, håndvask og bruseplads. Bruttoetagearealet er 70 m².
Ankegrunde:
Udlejer har anført, at den godkendte leje ligger langt under markedsværdien for tilsvarende ejendomme og er helt urealistisk. Udlejer har indsendt fem annoncer fra internettet, hvor der kan anvendes som sammenligningslejemål. Udlejer ønsker at få forelagt de konkrete lejemål, som huslejenævnet har sammenlignet med.
De reelle omkostninger ligger langt over den husleje, som nævnet har godkendt. Udlejer mener ikke at nævnet har medtaget værdien af lejen for møbler og udstyr.
Udlejer har afslutningsvis meddelt, at hun går ud fra, at klagen har opsættende virkning med hensyn til tilbagebetalingen.
Øvrige oplysninger i sagen:
Lejer har anført, at de indsendte annoncer er irrelevante til fastsættelse af omkostningsbestemt leje. Udlejers egne omkostninger vedrørende lejemålet er ligeledes irrelevante. Lejer har henvist til billeder af møblerne, som er indsendt til huslejenævnet. Køkkenet og et skrivebord var flot, men de øvrige møbler og resten af lejemålet var nedslidt og af lav kvalitet.
Lejer har oplyst, at anke ikke har opsættende virkning.
Ankenævnets begrundelse:
Ankenævnet har besigtiget lejemålet den 27. juni 2011.
Efter gennemgang af det indsendte materiale samt efter en drøftelse af indtrykkene fra besigtigelse har et flertal på tre af ankenævnets fem medlemmer ikke fundet grundlag for at godkende en højere leje end 1.050 kr. pr. m², som er fastsat af huslejenævnet. Der henvises til kriterierne i boligreguleringslovens § 29 c.
Et mindretal på to af ankenævnets fem medlemmer stemte for at godkende den aftalte leje, som udgør 1.594 kr. pr. m².
Der gives afgørelse efter stemmeflertallet.
Klagevejledning:
I henhold til boligreguleringslovens § 44, stk. 6 kan ankenævnets afgørelse af hver af parterne indbringes for boligretten. Indbringelse må ske senest 4 uger efter, at underretning om ankenævnets afgørelse er meddelt parterne.
Såfremt afgørelsen indbringes for boligretten er det af væsentlig betydning for nævnets virksomhed, at parterne giver ankenævnet underretning herom samt om udfaldet af sagen.
Indbringelse for boligretten skal ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om udfærdigelse af stævning. Stævningen indleveres til: Københavns Byret, Domhuset, Nytorv, 1450 København K.
Ankenævnet kan ikke yde bistand til sagens indbringelse for boligretten, og henvendelser til ankenævnet herom afbryder ikke den nævnte frist på 4 uger. Ankenævnet skal ikke medindstævnes, da ankenævnet ikke er part i en eventuel retssag.