1657 København V
· Omkostningsbestemt leje pr. 1. januar 2011
· Varslet med årlige lejebeløb svarende til ca. 409 kr./m2 eksklusive afsætning til indvendig vedligeholdelse samt eventuelle generelle og særlige tillæg for øget brugsværdi
Med brev af 22. december 2011 har udlejer efter reglen i § 13, stk. 4, i boligreguleringsloven, indbragt denne sag for huslejenævnet, da ejendommens beboerrepræsentation har protesteret mod visse af de varslede budgetudgifter.
Afgørelse:
Huslejenævnet har besluttet at godkende den omkostningsbestemte leje budget leje pr. 1. januar 2011, som der er varslet af udlejer med beløb svarende til i gennemsnit ca. 409 kr. pr. m2 eksklusive afsætning til indvendig vedligeholdelse samt tillæg for øget brugsværdci, jf. varslingsbrevene af 28. september 2010.
Lovgrundlag og baggrund:
Huslejenævnet har behandlet denne sag efter reglen i § 13, stk. 4, i boligreguleringsloven. Efter denne regel afgør huslejenævnet tvister om lejeforhøjelser som følge af øgede udgifter til ejendommens drift, jf. reglerne i kapitel II i boligreguleringsloven, i de tilfælde, hvor udlejer indbringer sagen som følge af rettidig skriftlig indsigelse fra ejendommens beboerrepræsentation for samtlige lejere af boliger i ejendommen, der er omfattet af udlejers varsling.
Ejendommen er en privat udlejningsejendom opført i 1885, som omfatter 15 boliger og 3 erhverv. I alt 18 enheder med samlet areal 1.871 m2, fordelt på 2 opgange. Ejendommen er tilsluttet et fællesgårdanlæg. Bidrag til driften af gårdanlægget (gårdmand, m.m.) indgår i lejebudgettet, jf. nedenfor.
Efter reglen i § 7 i boligreguleringsloven kan udlejer, hvis den omkostningsbestemte leje (eksklusive tillæg for øget brugsværdi) ikke kan dække ejendommens nødvendige driftsudgifter, forlange en lejeforhøjelse til udligning af forskellen.
Efter reglen i § 8, stk. 1, i boligreguleringsloven omfatter de nødvendige driftsudgifter bl.a. udgifter til skatter og afgifter, renholdelse, administration og forsikring.
Udgifterne skal være rimelige under hensyn til ejendommens og det lejedes karakter. Driftsudgifterne omfatter endvidere afsætning til vedligeholdelse. Hertil kommer afkast beregnet efter reglerne i § 9 i boligreguleringsloven.
Beboerrepræsentationens indsigelser vedrører den varslede udgift til betaling af gårdlaugskontingent for 2011. Der er medtaget 22.788 kr. som er dokumenteret med at opkrævningen svarer til det opkrævede beløb for 2010. Endvidere har beboerrepræsentationen bedt om en række oplysninger vedrørende gårdlavets forhold.
Efter en gennemgang og drøftelse af sagens papirer har huslejenævnet besluttet at godkende den omkostningsbestemte budgetleje pr. 1. januar 2011, som den er varslet af udlejer.
Huslejenævnet mener ikke, at udgifterne er urimelige under hensyn til det oplyste ejendommens og det lejedes karakter, jf. § 8, stk. 1, i boligreguleringsloven.
Den godkendte omkostningsbestemte leje udgør i gennemsnit ca. 409 kr. pr. m2 eksklusive afsætning til indvendig vedligeholdelse samt tillæg for øget brugsværdi.
Beboerrepræsentationens spørgsmål om gårdlavets virksomhed henvises til gårdlavets bestyrelse. Ifølge normal-vedtægterne for gårdlav skal der indkaldes til generalforsamling en gang om året med orientering herom til samtlige beboere i gårdlavets tilsluttede ejendomme, mindst med opslag i opgangene.
Klagevejledning:
Nævnets afgørelse kan indbringes for Ankenævnet for de Københavnske Huslejenævn senest 4 uger efter, at den er meddelt parterne, jf. boligreguleringslovens § 44, stk. 1. Ankenævnets adresse er Nyropsgade 1, 1602 København V. Anken bedes venligst sendt til Postboks 493, 1506 København V.
Indbringelsen skal ske skriftligt, bilagt fotokopi af nævnsafgørelsen samt et gebyr på 150 kr. for hvert lejemål, som indbringes.
Gebyret tilbagebetales ikke, selvom ankenævnet giver klageren medhold.