2100 København Ø
Lejens størrelse i småhuslejemål
I brev af 5. august 2010 har lejerne indbragt ovennævnte afgørelse.
Sagen er indbragt efter boligreguleringslovens § 44, stk. 1. Huslejenævnet har behandlet sagen efter boligreguleringslovens § 29 c, jf. lejelovens § 106, nr. 1.
En forvaltning har på lejernes vegne indbragt sagen for huslejenævnet.
Ankenævnets afgørelse:
Ankenævnet har vedtaget at nedsætte den aftalte leje fra 108.000 kr. til 97.125 kr. årligt. Lejenedsættelsen har virkning fra aftalens indgåelse pr. 1. oktober 2009.
Depositum nedsættes tilsvarende fra 27.000 kr. til 24.281,25 kr., svarende til tre måneders godkendt leje.
Huslejenævnets afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.
Udlejer har pligt til at tilbagebetale for meget betalt leje, depositum og renter efter renteloven med virkning fra betalingstidspunkterne.
./. Der henvises til reglerne i lejelovens § 113 a, jf. bilag. Tilbagebetaling af for meget betalt leje, depositum og renter senere end den 1. juni 2011 anses som en overtrædelse af disse bestemmelser.
Huslejenævnets afgørelse:
Huslejenævnets flertal har godkendt den aftalte leje på 108.000 kr., svarende til 1.038 kr. pr. m2 ved 104 m2. Et medlem stemte for at godkende 800 kr. pr. m2, svarende til 83.200 kr. årligt ved 104 m2.
Det fremgår af sagen, at der har været tvist om lejemålets areal. Ifølge BBR-registeret er lejemålet 104 m2, hvilket areal nævnet har lagt til grund. I lejekontrakten er arealet angivet til 115 m2.
Efter besigtigelsen er nævnets flertal af den opfattelse, at den aftalte leje ikke væsentligt overstiger den leje, der betales for tilsvarende lejeforhold med hensyn til beliggenhed, art, størrelse, kvalitet, udstyr og vedligeholdelsestilstand, omfattet af reglerne om omkostningsbestemt leje, jf. boligreguleringslovens kapitel II-IV, og hvor lejen er reguleret efter § 7, jf. kriterierne i boligreguleringslovens § 29 c.
Et medlem fandt, jf. kriterierne ovenfor, at den aftalte leje væsentligt overstiger lejen for tilsvarende lejemål og stemte derfor for at nedsætte lejen til 800 kr. pr. m2 årligt.
På besigtigelsen har nævnet konstateret, at lejemålet er udstyret med nyere moderniseret åbent køkken med bordplade forsynet med hvide fliser. Der er endvidere gaskomfur, køle-/fryseskab, opvaskemaskine og emhætte.
Der er separat toilet med håndvask og terrazzogulv samt selvstændigt nyere moderniseret badeværelse med toilet, bruseplads, håndvask og spejl.
Ankegrunde:
Lejerne mener, at alene det, at huslejenævnet har anvendt et areal på 104 m2 set i forhold til arealet i kontrakten på 115 m2 bør medføre en nedsættelse af lejen. Lejerne er ikke enige i, at køkken og badeværelset er nyere moderniseret.
Øvrige oplysninger:
Udlejers advokat har anført, at vedligeholdelsesstanden og kvaliteten af lejemålet er god. Lejemålet er nyistandsat ved indflytningen i oktober 2009. Det er oplyst, at lejemålet er udvidet med et areal fra trappen, og at lejemålet derfor udgør 115 m2 efter ændringen. Udlejer har derfor anmodet om en stadfæstelse af lejen.
Under behandlingen af sagen har udlejer indsendt en arkitektopmåling, hvorefter lejemålet er 111,21 m2.
Ankenævnets begrundelse:
Ankenævnet har besigtiget lejemålet den 9. marts 2011.
Efter en gennemgang af det indsendte materiale samt efter en drøftelse af indtrykkene fra besigtigelsen er det ankenævnets opfattelse, at den aftalte leje er væsentligt højere end lejen for tilsvarende lejemål udlejet efter reglerne om omkostningsbestemt leje, jf. kriterierne i boligreguleringslovens § 29 c.
Ankenævnet har vedtaget at skønne det lejedes værdi efter ovennævnte kriterier til en årlig leje på 97.125 kr.
Ankenævnet har ikke anvendt konkrete lejemål ved fastsættelsen af lejen, men medlemmerne har taget udgangspunkt i deres kendskab til den omkostningsbestemte leje for tilsvarende lejemål af samme standard.
Klagevejledning:
I henhold til boligreguleringslovens § 44, stk. 6, kan ankenævnets afgørelse af hver af parterne indbringes for boligretten.
Indbringelse må ske senest 4 uger efter, at underretning om ankenævnets afgørelse er meddelt parterne.
Såfremt afgørelsen indbringes for boligretten, er det af væsentlig betydning for nævnets virksomhed, at parterne giver ankenævnet underretning herom samt om udfaldet af sagen.
Indbringelse for boligretten skal ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om udfærdigelse af stævning. Stævningen indleveres til: Københavns Byret, Domhuset, Nytorv, 1450 København K.
Ankenævnet kan ikke yde bistand til sagens indbringelse for boligretten, og henvendelser til ankenævnet herom afbryder ikke den nævnte frist på 4 uger.
Ankenævnet skal ikke medindstævnes, da ankenævnet ikke er part i en eventuel retssag