2200 København N
Lejens størrelse i udlejet andelslejlighed
I brev af 13. juli 2010 har udlejer og ejer ved en advokat indbragt ovennævnte afgørelse.
Huslejenævnets afgørelse er indbragt for ankenævnet efter boligreguleringslovens § 44, stk. 1. Sagen blev indbragt for huslejenævnet af lejerne og huslejenævnet behandlede sagen efter lejelovens § 106, nr. 1 sammenholdt med boligreguleringslovens § 29 c.
Ankenævnets afgørelse:
Ankenævnet har vedtaget at stadfæste huslejenævnets afgørelse.
Dette medfører, at den aftalte leje nedsættes fra 108.000 kr. årlig, svarende til 1.213,50 kr. pr. m² årlig, til 53.400 kr., svarende til 600 kr. pr. m² årlig.
Lejenedsættelsen har virkning fra 1. oktober 2009.
Nedsættelsen af lejen medfører, at depositum er nedsat tilsvarende til 8.900 kr.
Udlejer har pligt til at tilbagebetale lejeren for meget betalt leje, depositum og forudbetalt leje med tillæg af renter efter renteloven fra betalingstidspunkterne.
Huslejenævnets afgørelse:
Huslejenævnet har nedsat den aftalte leje fra 108.000 kr. svarende til 1.213,50 kr. pr. m² til 53.400 kr. svarende til 600 kr. pr. m².
Nævnet har nedsat depositum fra 20.000 kr. til 8.900 kr. svarende til to måneders godkendt leje, jf. boligreguleringslovens § 34, stk. 1.
Efter besigtigelse er nævnet af den opfattelse, at lejen væsentlig overstiger lejen for lejemål, hvor lejen er reguleret efter reglerne om omkostningsbestemt leje, jf. kriterierne i boligreguleringslovens § 29 c.
Nævnet finder at en leje på 600 kr. pr. m² eksklusiv varme svarer til det lejedes værdi efter ovennævnte bestemmelse.
På besigtigelsen har nævnet konstateret, at lejemålet var opvarmet med fjernvarme og forsynet med termovinduer. Køkkenet fremstod nyere med hvide elementer, laminatbordplade og vinyl på gulvet. På badeværelset, der fremstod i oprindelig stand, var der vinyl på gulvet, og fliser halvt op ad væggen. Der var endvidere opsat bruseniche i et fjerde rum, der alene fungerede med dette formål. Lejemålets bruttoetageareal udgør 89 m².
Ankegrunde:
Udlejer advokat finder, at den aftalte leje modsvarer det lejedes værdi. Der er derfor ikke grundlag for at nedsætte lejen.
Øvrige oplysninger i sagen:
Lejerne har ikke indsendt kommentarer til sagen.
Ankenævnets begrundelse og bemærkninger:
Ankenævnet har besigtiget lejemålet den 21. februar 2010. På besigtigelsen har ankenævnet konstateret, at der i lejemålet var et badeværelse med toilet og håndvask. Derudover var der opsat en brusekabine i et af værelserne. I køkkenet var komfur, emhætte og køle/fryseskab. Der henvises i øvrigt til nævnets beskrivelse af lejemålet.
På baggrund af indtrykkene fra besigtigelsen samt efter en drøftelse af sagen, finder ankenævnet, at en årlig leje på 108.000 kr., svarende til 1.213,50 kr. pr. m² væsentligt overstiger den leje, der betales for tilsvarende lejeforhold med hensyn til beliggenhed, art, størrelse, kvalitet, udstyr og vedligeholdelsestilstand omfattet af boligreguleringslovens kap. II – IV, og hvor lejen er reguleret efter boligreguleringslovens § 7 (omkostningsbestemt leje), jf. boligreguleringslovens § 29 c.
Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at godkende en højere leje end fastsat af huslejenævnet. Det er således ankenævnet opfattelse at den godkendte leje svarer til det lejedes værdi efter kriterierne i boligreguleringslovens § 29 c.
Ankenævnet har ikke ved vurderingen af lejen anvendt konkrete sammenligningslejemål, men medlemmerne har taget udgangspunkt i deres almindelige kendskab til det sædvanligt forekommende omkostningsbestemte niveau for tilsvarende lejemål af samme standard i området.
Depositum er nedsat til et beløb, der svarer til to måneders godkendt leje, jf. lejelovens § 34.
Lejer har indbragt sag om lejens størrelse for huslejenævnet inden ét år efter lejemålets begyndelse. Udlejer har derfor pligt til at tilbagebetale for meget betalt leje fra lejemålets begyndelse med tillæg af renter, jf. boligreguleringslovens § 17, stk. 2 og 3.
Klagevejledning:
I henhold til boligreguleringslovens § 44, stk. 6 kan ankenævnets afgørelse af hver af parterne indbringes for boligretten.
Indbringelse må ske senest 4 uger efter, at underretning om ankenævnets afgørelse er meddelt parterne.
Såfremt afgørelsen indbringes for boligretten er det af væsentlig betydning for nævnets virksomhed, at parterne giver ankenævnet underretning herom samt om udfaldet af sagen.
Indbringelse for boligretten skal ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om udfærdigelse af stævning. Stævningen indleveres til: Københavns Byret, Domhuset, Nytorv, 1450 København K.
Ankenævnet kan ikke yde bistand til sagens indbringelse for boligretten, og henvendelser til ankenævnet herom afbryder ikke den nævnte frist på 4 uger.
Ankenævnet skal ikke medindstævnes, da ankenævnet ikke er part i en eventuel retssag.